Chok og traumer

Når man oplever noget chokerende og faretruende, vil kroppen spænde op og mobilisere al sin energi til enten at kæmpe eller flygte. Hvis man ikke har muligheden for at kæmpe eller flygte, kan man stivne og blive overvældet af hjælpeløshed og angst. Når man stivner, bliver den mobiliserede kamp-flugt-energi ikke udløst og bliver ”spærret inde” i kroppen og nervesystemet, og det kan blive til et traume, som kan forårsage ubehagelige og uforklarlige symptomer.

Symptomerne kan også dukke op igen ved senere begivenheder, der på en eller anden måde kan minde om den oprindelige situation. Og man kan opleve igen at blive overvældet af følelsen af hjælpeløshed og angst, uden rigtigt at kunne forstå, hvor det stammer fra, og hvorfor det er så intenst.

Traumer kan både opstå på baggrund af enkeltstående voldsomme oplevelser og på baggrund af længere tids ubehagelige oplevelser. F.eks. psykisk nedgørelse eller omsorgssvigt, uanset om man oplevede det som barn eller voksen.