Det er meget vigtigt at være opmærksom på, at dét at være særligt sensitiv hverken er en sygdom eller en diagnose. Og det er hverken bedre eller dårligere end ikke at være det. Det betyder blot, at man fungerer lidt anderledes på nogle områder end de fleste. Og det kan både være en stor styrke og omvendt også være udfordrende i nogle sammenhænge.
Det betyder f.eks., at éns nervesystem er særligt sensitivt over for ydre stimuli og sanseindtryk og derfor sanser mere og tager tingene dybere ind. Det kan føles som en vidt åben dør, der lukker alle indtryk ind, og som ikke kan lukkes, hverken helt eller på klem. Derfor kan man lettere end andre blive overvældet og have behov for mere tid til at trække sig tilbage for at bearbejde indtrykkene og lade op.
I en verden, hvor der er fart på og mange indtryk at forholde sig til hele tiden, og hvor der lægges meget vægt på at være udadvendt, aktiv og synlig (ekstrovert), kan det være svært at finde balancen som særligt sensitiv. Og det kan være nærliggende at komme til at betragte sig selv som forkert, og så er der ikke langt til at mærke skammen over sig selv. Måske kommer man derfor til at bruge rigtig meget energi på enten at prøve at være noget andet end det, man er, eller at skjule de træk, som ikke bliver værdsat af omverdenen. Det kan gå hårdt ud over både selvværdet og livskvaliteten og dermed tilliden til sine egne muligheder og kvaliteter.
Særligt sensitiv er et begreb, som den amerikanske psykolog og forsker Elaine Aron har defineret. Hun har fundet ud af, at 15-20% af alle er særligt sensitive. Det vil sige, at næsten hver 5. person er særligt sensitiv. Hun har bl.a. skrevet bogen ”Særligt sensitive mennesker”, hvor der også er en test med spørgsmål, der kan give et fingerpeg om, hvor vidt man er særligt sensitiv.
I starten sidestillede Elaine Aron dét at være særligt sensitiv med at være introvert, som er et begreb, den schweiziske psykiater C.G. Jung har defineret. Der er stort sammenfald mellem trækkene hos introverte og særligt sensitive. Hun har dog senere fundet ud af, at ca. 30% af særligt sensitive faktisk er ekstroverte.
Særligt sensitive, som er ekstroverte vil opleve, at de er meget nyheds- og kontaktsøgende og trives godt med et højt tempo og med at møde nye mennesker og oplevelser. Samtidig har deres nervesystem dog også brug for meget ro og tilbagetrækning for at lade op, og det kan give store udfordringer med at tilgodese begge behov og finde en balance i det.