Skyld
Skyld handler om det, man GØR – dvs. éns handlinger.
Man kan – bevidst eller ubevidst - have gjort noget, der kom til at gå ud over andre. Ved skyld har man som regel muligheden for at rette op på det ved f.eks. at sige undskyld eller forklare, at dét, man gjorde, ikke var tilsigtet. Og man kan vælge at ændre adfærd fremover.
Skam og selvværd
Skam handler om at føle sig forkert og intet værd som det menneske, man ER. Skammen går derfor ofte langt dybere ind og påvirker hele éns selvfølelse og følelsen af at have ret til at være her. At skamme sig over at være den, man er, er invaliderende og går ud over både selvværdet, selvrespekten og livskvaliteten.
Skam kan opstå, når vi oplever, at omgivelserne ikke bryder sig om os, kritiserer os, og at vi bliver holdt udenfor. Og det kan ende med, at man lister rundt langs panelerne og er bange for, at nogen får øje på én.
Skam kan opstå som resultat af mobning – fysisk og psykisk nedgørelse og udelukkelse fra fællesskaber. Og det kan forekomme i familien, i skolen, på jobbet eller i andre fællesskaber.
Måske har man oplevet dette helt fra starten af livet, hvis man er vokset op med forældre, som af en eller anden grund ikke har været i stand til at give barnet omsorg, nærvær, tryghed og kærlighed. Måske pga. misbrug, fysiske eller psykiske overgreb, psykisk sygdom eller andet, som har betydet, at forældrene har været fraværende eller ikke i stand til at tage sig af barnet. Det kan have været sådan i perioder - eller mere vedvarende.
Som barn har man brug for de voksnes beskyttelse, kærlighed og omsorg, og da børn både er helt afhængige af deres forældre, og elsker dem, vil de gøre meget for at tilfredsstille og hjælpe forældrene i håbet om at få positiv opmærksomhed. Og her kan man både miste sig selv og troen på, at man har ret til at være den, man er.
Måske har man i familien oplevet, at mor eller far giver én skylden for, at de har det dårligt. Også her kan skylden sætte sig til skam over at være skyld i dette og således skam over at være den, man ER.